fredag den 29. november 2013

Jo… der er skam stadig liv !

Jo… her er skam stadig liv, selv om der er langt imellem indlæggene her på bloggen i øjeblikket. Livet leves meget på Instagram, som er en hurtig billed opdatering af det jeg laver lige nu. Du er velkommen til at følge med derinde, men jeg vil advare dig, for det er meget vanedannende og en stor tidsrøver :-) Mit brugernavn er mettetrillemus.

Der er rigtig gang i symaskinerne i øjeblikket. Det er lækkert tøj til mig selv som ryger igennem maskinerne og jeg har haft gang i en masse bytte-handler på Instagram, som også skulle syes.

Men allerførst vil jeg vise de lækreste vanter som jeg byttede mig til. Bettina med bloggen Tifuglepåtaget tilbød, at strikke et par norske vanter til mig mod at jeg syede en box til hende. Nu er vanterne kommet og de er da bare så lækre og helt perfekte til det kolde vejr. Tusind tak Bettina :-)



Jeg er faldet for en web-shop med lækkert stof til meget rimelige priser. Måske kender du den i forvejen ellers vil jeg bestemt anbefale dig et smut forbi. Butikken hedder Stofdepotet. Jeg lavede en lille bestilling og allerede efter to dage havde jeg pakken og jeg blev bestemt ikke skuffet over indholdet. Bløde og lækre stoffer, som straks røg en tur i vaskemaskinen så de er klar til brug.


Jeg har allerede syet en bluse i det lyse grå isoli. Blusen er syet som en test-model, for sidste lørdag var jeg en tur i Århus hos min ynglings stof butik, City stoffer, og der blev jeg inspireret til at sy en bluse efter et af deres egne mønstre og for at være sikker på størrelsen, ville jeg sy den i et ikke for dyrt stykke stof. Modellen er super og nu klipper jeg løs i de lækre stoffer som jeg købte i Århus.



Særligt den med blonden er jeg helt vild med. Det er grå strik med påsat blonde og der er bare så flot. Det skal bruges som forstykke og så skal den ensfarvede grå være ryg og ærmer. På sidesømmen og sømmen under ærmerne skal der syes gros grain bånd på i champagne farvet. Det bliver så flot. Det var den detalje jeg lige skulle afprøve på den lysegrå isoli, og du kan se den bluse og en anden jeg også har syet i stof fra Århus. Den har en fiks lynlås-detalje i sømmen. Stoffet med sikkerhedsnålene kunne jeg ikke lade ligge. Det er Margot stof og på deres hjemmeside kan man se en kjole opsyet i det til en mindre formue. Så her er der virkelig penge, at spare hvis man selv vil sy en kjole. Efterfølgende har jeg også set at Stofdepotet skulle have det, endda billigere end det jeg har givet for det.





Lynlåsen er bare en detalje, den kan ikke åbnes.

Så har jeg endnu engang kastet mig ud i et bukse-sy-projekt. Det har jeg efterhånden forsøgt mig med nogle gange, uden særlig stort held. Ofte har jeg også sagt til mig selv, at bukser er noget man køber og så kan jeg sy til "overstellet" Alligevel irriterer det mig lidt, så derfor fandt jeg et buksemønster i et Burda blad. En smal model med lynlås i siden og belægning. Trods målinger x flere, måtte der adskillige tilretninger og indsyninger til. Det betød, at der undervejs også skulle ændres på papir mønsteret, men nu sidder de "som er de syet til mig"  :-) og jeg er meget tilfreds.


Det er dejligt med lidt nyt i garderoben og mere lækkert stof som ligger og venter på at blive klippet i stykker til fine bluser. Den næste i rækken er blonden, den glæder jeg mig til at sy. Der er snart julefrokost med mine kollegaer - 11 piger, så den er måske et bud på et julefrokost-dress sammen med de sorte bukser. 

Nu nærmer weekenden sig og jeg tror at der bliver tid til hygge ved symaskinen. 
God weekend.


onsdag den 13. november 2013

Fine hjemmesko i Blafre elefanter.

Forleden så jeg at Line med bloggen Marapytta havde syet de sødeste hjemmesko og samtidig sælger hun mønsteret på de søde sko. Det måtte jeg jo afprøve, så derfor blev mønsteret bestilt i str 20/21.

I skabet havde jeg noget Blafre stof med elefanter som kunne bruges til yderstof, noget brunt bomuldslærred til foer, samt en stump quiltevat til at give lidt volume. Sålerne er ruskind, så skoene ikke bliver glatte at gå i.

Ruskindet har jeg bestilt hos Læderiet i Århus, og der kom en hel kasse i de farver jeg havde ønsket mig. Så nu er der såler til massevis af sko...

Det første par hjemmesko har været en test-model, men de er utrolig nemme at sy for Line har lavet en flot tutorial, som ligger på hendes blog. Så er det bare at følge billederne et efter et…



                                                                          Hjemmesko " in the making" step by step…



 I første omgang synes jeg, at skindet var for kraftigt, men undervejs som skoen blev syet færdig virkede det alligevel til at være den helt rigtige kvalitet. Det var iøvrigt meget nemt for min symaskine, at sy i og jeg brugte bare en universal nål. Derimod var det ikke muligt, at samle stof og skind med knappenåle, derfor måtte jeg bruge papir-clips.








Super søde hjemmesko :-)






søndag den 10. november 2013

Lækker strik uden brug af strikkepinde...

Ind imellem syning af et par elefant-puslebox bestillinger, har der i weekenden været tid til, at sy i det lækre turkise strik, som jeg købte sidste lørdag i Stof 2000. Det er blevet til en anvendelig tunika, nærmest i kjole-længde, som jeg vil bruge over et par jeans. Jeg er helt vild med farven og kvaliteten er blød og lækker. Jeg er spændt på hvordan det er at have på kroppen, for det er hverken bomuld eller uld.

Sidste vinter syede jeg selv samme model i en meleret isoli fra City sycenter i København og den hang på mig nærmest hele vinteren.

 Ind imellem befinder jeg mig i min "ensfarvede periode" som jeg kalder det. Det er pænt og klassisk og nemt at pifte op med et smart tørklæde eller smykke og det er der jeg er lige nu. Ensfarvet er overset synes jeg. Måske er det fordi øjet spotter de mønstrede stoffer først, når man er i butikkerne.

Hvordan har du det med ensfarvet ?





                                                                         God søndag aften.


søndag den 3. november 2013

"Fernanda"… mit hængeparti...

For laaaaang tid siden spurgte Mille om jeg ville sy en af efterårets populære buksedragter til hende. Selvfølgelig ville jeg det. Mønster og stof blev købt i Stof 2000 og jeg gik igang. Først blev Mille målt på kryds og tværs for jeg vidste, at hvis dragten blev for stor kom den bare til at hænge i skabet.
Så gik klippe og sy-arbejdet igang. Der er ikke mange "ben" i at sy dragten, men jeg skal love for at jeg fik sy arbejde ud af den… Da hun skulle prøve dragten første gang, så var den meget stram hen over bagen og ned af lårene. Altså nej... tænkte jeg, samtidig med at jeg tænkte på hvordan jeg nu skulle redde den. Her var det at den kom i skammekrogen første gang…

Efter et par dage i skammekrogen var løsningen på plads. Jeg ville købe et nyt stykke stof og sy en ny underdel, altså bukserne. Først kommende lørdag gik til Stof 2000, som kunne fortælle mig, at stoffet var udsolgt ! De havde dog en anden kvalitet, men jeg syntes, at farve forskellen var for stor, og så vidste jeg at hun ikke ville få den brugt alligevel.

Herefter fik den et par dage mere i skammekrogen og var lige ved at ende sine dage i skraldespanden.
Her var det så at jeg fik en lys ide :-)… Jeg pillede overdel og underdel fra hinanden og pillede ydersiden af buksesømmen op. Heri syede jeg en strimmel på 4 cm i hvert bukseben, netop nok til at nu passer den og der er masser af bevægelses frihed i dragten. Samtidig pillede jeg sømmen op i skridt buen og syede sammen igen med et minimum af sømrum.

Idag har jeg endelig taget mig sammen til at få den syet færdig og Mille er glad for den. Se bare her på billederne hvor fin den alligevel blev.

Heldigt at den ikke røg i skraldespanden…






Ha ha…hvor heldig kan man være og Mille er tilfreds.

God søndag aften.









Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...